Bokse-Morsy kigger med på VM-kamp i Ipswich
På lørdag ventes op imod 20.000 boksefans at strømme mod Portman Road. Her vil det gamle stadion danne rammen om titelkampen mellem Fabio Wardley og Justis Huni. De to nævefægtere kæmper om den ledige titel som sværvægtsverdensmester i forbundet WBA. Wardley er født i Ipswich, hvilket gør Portman Road til en oplagt scene.
Blandt de ivrige iagttagere vil man finde Ipswich-anfører Sam Morsy. Den nærkampstærke midtbanemotor er nemlig ikke bare stor boksefan, han har også selv dyrket sporten som barn. Til avisen The Sun fortæller Morsy:
“Det bliver fantastisk, jeg kan ikke vente med at se det, og jeg er vildt spændt på Wardleys vegne.
Det bliver en historisk begivenhed og et historisk øjeblik for ham. Jeg plejede at bokse som barn, jeg havde en amatørkamp og vandt – tilbage i tiden. Jeg nød det, boksetræning hver sommer – seks ugers ferie, og så var jeg i bokseklubben.”

Efter at være nærmest udbokset i 10 runder, sendte Wardley, Huni i gulvet, og så var den kamp forbi. Det er jo det sjove ved boksning.