Da alle troede Ipswich ville købe Batistuta
‘The Big One’
Overskriften i den lokale Evening Star stjæler alles opmærksomhed i efteråret 1994. Bogstaverne kan ikke blive større, for her er en regulær kioskbasker: Ipswich Town er på nippet til at købe Gabriel Batistuta, den argentinske verdensstjerne i Fiorentina, for 2.900.000 £.
Problemet er bare, at historien ikke holder vand på nogen måde. Ipswich er naturligvis ikke i stand til at løfte en handel i den størrelse, og hvis man var, så ville det være umuligt at betale angriberen en passende løn. Og slutteligt skal man vist være blåøjet Town-fan for at tro, at ’Batigols’ hedeste ønske var at optræde uge efter uge på Portman Road.
I bogen ”Ipswich Town – The inside story” beretter journalist Mel Henderson om episoden:
“OK, jeg vil altid være flov over den historie. Vi havde hørt, at John Lyall og Charlie Woods var taget til Argentina … og ja, jeg vil aldrig kunne nægte, at den artikel kom i avisen med mit navn på. Den vil altid hænge på mig. Men jeg kan sige så meget, at jeg var ikke glad for, at historien overhovedet nåede spalterne. Jeg kunne ikke rigtige forestille mig, at Ipswich kunne købe Gabriel Batistuta. Ingen troede mindre på det end jeg, men det var et faktum, at Lyall og Woods havde været i Argentina, og så lagde folk to og to sammen …. Og kom frem til noget forfærdelig pinligt”.
Kort efter skriver Ipswich kontrakt Adrian Paz og Mauricio Taricco – det var øjensynligt i den forbindelse, at Ipswich havde repræsentanter afsted til Sydamerika.
