Akademiernes nye betydning

Tidligere var masser af engelske fodboldklubber bl.a. bygget på skuldrene af deres ungdomsakademier. De bedste kunne bygge dynastilignende tilstande, hvor akademiet var hovedleverandør til en række succeshold. Hvem husker f.eks. ikke Manchester United i begyndelse af 90’erne indtog den engelske fodboldkrone med spillere som David Beckham, Paul Scholes, brødreparret Gary & Phil Neville samt Ryan Giggs. Spillere af egen avl, som i dag allerede har har deres helt egen plads i historien.

Imidlertid har meget ændret i de senere år, hvor pengene i fodbolden har nået astronomiske højder, og hvor de unge spillere pludselig er blevet brikker, når det gælder om at undgå karambolage med de finansielle regler. Det vender vi tilbage til.

Men ville en David Beckham, Paul Scholes eller Ryan Giggs kunne tage hele vejen fra knægt til senior i Manchester United? Det er langt fra sikkert. De ville simpelt hen være solgt inden da! Ungdomshold er nu en indtægtskilde frem for et fundament – et symptom på, at det, der engang var et glorværdigt spil, nu er big business frem for en sportslig og lokal forankret indsats.

Fra FFP til FSP & PSR
UEFA har tor år tilbage vedtaget at erstatte de daværende FFP regler (Financial Fair Play) med de såkaldte Financial Sustainability Regulations (FSR). Disse blev vedtaget i 2022 og implementeres gradvist frem til sæsonen 2025/26.​

Der er mange ændringer, men de to vigtigste er:

Omkostningskontrol: Klubber må maksimalt bruge 70 % af deres indtægter på lønninger, transfers og agenthonorarer. Denne grænse indføres gradvist: 90 % i 2023/24, 80 % i 2024/25 og 70 % i 2025/26.

Øgede tilladte tab: Klubbernes acceptable tab over en treårig periode er fordoblet fra 225 millioner kroner til 450 millioner kroner.

UEFAs FSP-regler går hånd i hånd med Premier Leagues egne regler kaldet Profit & Sustainability Rules, eller blot PSR. Her fremgår det bl.a. at de udgifter, som klubberne har i forbindelse med bl.a. Akademi og ungdomsudvikling ikke tages med i det samlede regnskab. Med andre ord kan man hælde uanede midler i sit akademi uden at komme i konflikt med de finansielle love.

Generelt har reglerne udfordret mange klubber, der tidligere har anvendt stort set alle indtægter til spillerlønninger Nu har de pludselig brug for at levere bedre regnskabstal, såfremt de ønsker at honorere deres spillere på samme niveau som tidligere – men samtidig at kunne gøre det inden for reglerne. Formår man ikke det, vanker der i værste tilfælde pointstraf. Det har f.eks. Everton, Nottingham Forest og Sheffield United måtte erkende.

Det store smuthul
Et af grebene til at booste sine regnskabstal er at maksimere sin profit ved spillersalg. Og nu spiller det pludselig en stor rolle, om den solgte spiller er af egen avl eller en købt stjernespiller. Det kan således være bedre at sælge førstnævnte for et mindre beløb end stjernen for et højere beløb:

EKSEMPEL:

1. Egne akademispillere har ingen bogført værdi
Når en klub udvikler en spiller fra eget akademi, er hans bogførte værdi = 0 kr. i regnskabet, fordi han ikke har kostet noget i transfersum. Så når han bliver solgt for f.eks. 200 millioner kroner, tæller hele beløbet som ren profit i FSR-regnskabet.

2. Stjernespillere er allerede aktiveret (og afskrevet over tid)
Hvis en klub har købt en stjernespiller for 500 millioner kroner, bogføres det som et aktiv og afskrives over længden af kontrakten. Hvis eksempelvis køber en spiller for 500 mio. på en 5-årig kontrakt, så afskrives han med 100 mil. årligt.

Efter 2 år er bogført værdi stadig 300 mio. Hvis spilleren så sælges for 400 mio., giver det kun en bogført profit på 100 mio., selvom klubben reelt modtager meget mere end for akademispilleren.

Det vil være forkert at hævde, at klubberne omgås reglerne, fordi finten ikke er ulovlig. Men det skaber en form for “regnskabsmæssigt incitament” til at sælge akademispillere — ikke fordi de er dårligere spillere, men fordi det hjælper regnskabet mest ift. FSR og Premier League’s Profit & Sustainability Rules.  Og en lang række klubber lægger end ikke skjul på, at deres egne, unge talenter sælges overvejende regnskabstekniske årsager:

Til Sky Sport har Chelsea-manager Enzo Maresca erkendt, at salg af f.eks. Conor Gallagher til Atlético Madrid for omkring 34 mill. £ og Ian Maatsen til Aston Villa for 37,5 mill £ er drevet af PSR-reglerne snarere end sportslige overvejelser.

Og da Manchester United lod Scott McTominay skifte til Napoli for omkring 25 mio. £, pointerede daværende manager, Erik ten Haag, at han gerne ville have beholdt skotten, men at PSR-reglerne gjorde salget nødvendigt. I øvrigt havde United øjensynligt forsøgt at skille sig af med spilleren i et års tid med et salgsskilt på 40 mil. £ om halsen.

Manchester City triumferede i 2020 i FA Youth Cup med en fantastisk talentfuld offensiv trio i skikkelse af Morgan Rogers, Cole Pamer og Liam Delap. De blev efterfølgende alle solgt til henholdsvis Aston Villa, Chelsea og Ipswich og skæppede således tungt i regnskabsbøgerne.

Home-grown reglen
Men der er også en anden faktor, der er med til at presse prise i vejret for de unge knøse. I England opererer man nemlig med den såkaldte home-grown-regel. Den er skabt primært for at fremme talentudviklingen og for at sikre sig mod klubber, der udelukkende ønsker udenlandske spillere i truppen.

Reglen siger, at alle Premier League højst må registrere 25 spillere til en sæson, og af disse skal mindst 8 være ”home-grown”: “Uanset nationalitet eller alder har været registreret hos en klub i det engelske eller walisiske ligasystem i mindst tre hele sæsoner (eller 36 måneder) før han fylder 21 år.”

Så når en klub køber en spiller, kan de med fordel skele til vedkommendes entré til engelsk fodbold. Er det en tidligere akademispiller er det nemlig bedre end at købe f.eks. en udenlandsk stjerne, hvis man alene tænker på home-grown reglen.

En pengemaskine
Det er indlysende, at føromtalte regler betyder, at klubberne i Premier League i de seneste år har ekstrem fokus på deres akademier. Deres primære funktion ikke længere at udvikle spillere til klubbens eget førstehold. I stedet er det en pengemaskine og et instrument til at sikre de rigtig regnskabstak.

Det anslås, at broderparten af klubberne i den øverste række spenderer mellem 10 og 15 mill. årligt på deres akademier. Men i mange tilfælde er det fornem forretning og big business. Fodboldinstituttet, CIES Football Observatory, udarbejdede i 2024 en rapport, der kortlagde europæiske klubbers salg af akademispillere. Her har man taget udgangspunkt i salg af spillere siden 2014, som har været en del af klubbens akademi i mindst tre sæsoner i alderen fra 15 år til 21 år.

Her er det Benfica, der topper listen. Den portugisiske klub har solgt akademispillere for 3,8 milliarder kroner. Herefter kommer Ajax, Lyon og Real Madrid, og den Premier League-klub, som har solgt akademispillere for det største beløb, er Chelsea.

Siden 2014 har The Blues solgte 28 spillere for en samlet sum på 2,6 millarder kroner. Det er et gennemsnit på 92,9 millioner kroner pr. spiller. Og hvis man antager, at London-klubben har postet 100 mil. kroner årligt i sit ungdomsarbejde, så udgiften i perioden ligget på 1 millard kroner – så altså et flot afkast på 1,6 millard kroner.

Se listen over de Premier League-klubber, som har solgt akademispillere for de største beløb siden 2014 her:

1. Chelsea – 2,6 milliarder kroner (28 solgte spillere)
2. Tottenham – 1,9 milliarder kroner (23 solgte spillere)
3. Manchester City – 1,9 milliarder kroner (27 solgte spillere)
4. Aston Villa – 1,5 milliarder kroner (11 solgte spillere)
5. Liverpool – 1,4 milliarder kroner (19 solgte spillere)
6. Arsenal – 1,3 milliarder kroner (26 solgte spillere)
7. Manchester United – 1,3 milliarder kroner (27 solgte spillere)
8. West Ham – 1,2 milliarder kroner (8 solgte spillere)
9. Southampton – 1,1 milliarder kroner (10 solgte spillere)
10. Nottingham Forest – 1,1 millioner kroner (10 solgte spillere)