Er rygterne om Ipswich-interesse i Poku en and?
Det er småt med historier om mulige nye spillere på vej til Ipswich Town. Der er ingen tvivl om, at der arbejdes bag kulisserne på at sondere terrænet med henblik på at forstærke truppen. Men rygtekilden er ved at løbe tør.
Et rygte popper imidlertid stadig op og vil ikke rigtig lægge sig: Ipswich følger åbenbart den 23-årige kantspiler Kwame Poku ganske tæt. Han har haft nogle fine sæsoner i League One for Peterborough, men er nu en fri fugl, idet han ikke har villet forlænge sin kontrakt med klubben.
Medier som BBC, Peterborough Telegraph og East Anglia Daily Times har alle berettet om den angivelige interesse fra Ipswichs side. Et tocifret antal klubber er med i opløbet om hans signatur. Bl.a. store navne som Celtic og Glasgow Rangers. I dagevis har det heddet sig, at sidstnævnte var på nippet til at vinde kapløbet, men en aftale er ikke meldt ud endnu.
Det kan naturligvis være fristende at tilknytte en spiller, der ikke koster nogen transfersum. Men spørgsmålet er, om de er plads til en type som Poku i Kieran McKennas projekt. Han spiller højre kant, og Ipswich er dækket fint ind på den position. Men Burns, Ogbene og Philogene, der alle er tiltænkt roller på pladsen, slås med skader. Det er således ikke utænkeligt, at ingen af dem bliver klar til sæsonpremieren.
Poku scorede 12 mål og leverede 8 assists i 27 ligakampe. Men han har kun spillet på League One niveau, så hvis han tager steppet op, må man forvente en vis indkøringsperiode. Han ligner ikke en plug-and-play spiller, men kan han fortsætte sin opadgående kurve, kan han sagtens blive en god Championship-spiller.
Spørgsmålet er så bare, om det bliver på Portman Road, eller om han vælger andre græsgange. Ligesom det bestemt heller ikke kan udelukkes, at historien er en and, og at den blot er plantet af hans agenter i et forsøg på at hype interessen og presse den kommende kontraktværdi i vejret.
