United-talentets karriere gik i stå
Da Ipswich i slutningen af august 2023 annoncerede tilgang af backen Brandon Williams på sæsonlån fra mægtige Manchester United, så var der blandt Ipswich-fans en bred opfattelse af det var lidt af et scoop og det var en spiller, som manager Kieran McKenna kendte særdeles godt fra sin tid på Old Trafford. Gennembruddet for Manchester United kom i sæsonen 2019/2020 med 17 kampe i Premier League under Ole Gunnar Solskjær, men under Covid-perioden røg han ned i hierarkiet og blev sendt på lån hos Norwich i sæsonen 2021/2022.
Låneopholdet på Portman Road startede rigtig godt for Brandon Williams, men endte med at være omgærdet af stor mystik efter han slet ikke spillede for Ipswich i 2.halvdel af sæsonen. Han begejstrede Ipswich-fansene med sine offensive kvaliteter på højre back efter en lidt svingende start og i alt blev det til 15 kampe i Championship for Ipswich (de 7 af dem som indhopper).
Hvad de færreste nok vidste, så havde Brandon Williams været involveret i et alvorligt trafikuheld 4 dage før han skrev under på lejeaftalen med Ipswich og konsekvenserne af uheldet endte med en langtrukken retssag, som først fik sin afslutning i slutningen af maj måned i år. Hele 1 år og 9 måneder efter trafikuheldet fandt sted.
Trafikuheldet fandt sted 20.august 2023 på A34 midt mellem Birmingham og Stoke-on-Trent, hvor Brandon Williams’ bil kolliderede med en anden bil. Vidner der overværede uheldet kontaktede politiet der hurtigt var fremme og der blev rutinemæssigt foretaget en alkoholtest på førerne af de to køretøjer. Der var ikke noget at komme efter ift. spirituskørsel, men Brandon Williams var kommet lettere til skade og blev bragt til behandling på sygehuset. Pga. vidneudsagn indikerede Brandon Williams havde kørt hasarderet og alt for stærkt, blev han efterfølgende bragt til afhøring på politistationen og siden sigtet for groft uforsvarlig kørsel, samt for køre bil uden at være i besiddelse af en ansvarsforsikring.
Sagen kom for retten i april 2024 efter der havde været meget tavst omkring Brandon Williams og hvorfor han ikke havde været i kamp for Ipswich siden nytår. Brandon Williams erkendte sig ikke skyldig og han fik lov til at forlade retten mod kaution. Den endelige retssag blev berammet til cirka et år senere i marts 2025 af hensyn til yderligere efterforskning og pga. det i retten blev oplyst Brandon Williams på daværende tidspunkt kæmpede med sit mentale helbred.

I løbet af det år der gik, før Brandon Williams’ sag kom for retten igen, gik hans fodboldkarriere i stå. I sommeren 2024 udløb den særdeles velbetalte 4-årige kontrakt med Manchester United (en årsløn i omegnen af det der svarer til 30 mill. danske kroner) og den blev ikke forlænget. Låneaftalen med Ipswich udløb en måned tidligere, uden Brendan Williams havde været i kamp de sidste lidt over 4 måneder af sæsonen og der blev dengang spekuleret i hvad der reelt var årsagen til hans fravær.

Manager Kieran McKenna svarede ikke specielt klart på spørgsmålet når han fik det, men i slutningen af januar 2024 blev det alligevel så konkret som det vel kunne blive omstændighederne taget i betragtning, da han på et pre-match pressemøde oplyste Brandon Williams var taget tilbage til Old Trafford for at få styr på sin fitness med Manchester Uniteds fysiske stab og for at tage hånd om andre personlige issues. Set i bakspejlet er der ingen tvivl om Brendan Williams på det tidspunkt i starten af 2024 var en knækket ung mand med en alvorlig retssag hængende over hovedet.

I marts i år mødte Brandon Williams så i retten igen og efter anklagemyndigheden havde ført sine vidner, samt fremlagt sagens beviser erkendte han sig skyldig i sigtelserne for groft uforsvarlig kørsel, samt for køre bil uden de lovpligtige forsikringer. Det kom frem i retten, at Brendan Williams havde selskab af en kvinde i sin bil og et bagvedkørende vidne kunne berette om de fra deres bil havde overværet der blev indtaget lattergas af begge to under kørslen og et vidneudsagn, som Brendan Williams i første omgang ikke ønskede at svare på i retten. Senere afviste han selv at havde indtaget lattergas under kørslen, men han hjulpet sin kvindelige medpassager med at indtage det.
Politiet teknikere fremlagde dokumentation for Brandon Williams umiddelbart før uheldet skete, havde kørt for stærkt og med en fart op til 155-160 km/t over en strækning på 8 kilometer med en hastighedsbegrænsning på 110 km/t. Vidneforklaringer beskrev det var på denne strækning Brandon Williams havde ”leget” med den bagvedkørende bil, ved gentagne gange at speede op til høj hastighed for at bremse hurtigt ned igen og dermed genere bilen bagved. Det hele endte med Brandon Williams mistede herredømmet over sin bil, kørte hen over midterrabatten og kolliderede med en modkørende bil. Der skete betydelig skade på Brandon Williams Audi A3 og på den andet køretøj skete der også større skader (bl.a. blev det ene hjul revet af bilen).

To måneder senere, den 23.maj i år faldt dommen og Brandon Williams blev idømt 14 måneders betinget fængsel med en prøvetid på 2 år. Kørekortet røg i 3 år og han blev dømt til at udføre 180 timers samfundstjeneste. Ifm. strafudmålingen kom dommeren ind på det var almindeligt kendt Brandon Williams gennem flere år havde eksperimenteret med lattergas ifm. han havde tumlet med psykiske problemer i tiden efter Covid-perioden. Det kom også frem, at Brandon Williams to gange tidligere har mistet kørekortet i kortere perioder pga. usikker og umoden kørsel. I 2021 slap Brandon Willams desuden med nød og næppe med en bøde med hjælp fra en stjerneadvokat kaldet “Mr. Loophole” efter at være blevet fanget på kamera i at køre for stærkt. Bøden fik han, for ikke at reagere på opkrævning af bøden og for ikke at oplyse til politiet, at det var hans far der kørte bilen og ikke ham selv (de var begge to i bilen).

Brandon Williams har ikke spillet en kamp i 1½ år og har stået uden klub siden sidste sommer. Han var til prøvetræning i skotske Rangers i september sidste år uden der kom en kontrakt ud af det. Han har igennem en længere periode fået støtte og hjælp af et par trænere der er tilknyttet Manchester United med henblik på at komme i form til at kunne lande en kontrakt igen.
