Mick Mills: Rekordholder og en grim retssag

”Bare gør som Millsy”. Ordene tilhørte manager Bobby Robson, og han sagde dem ofte, når han skulle guide unge, håbefulde talenter, der gerne ville have et råd. Millsy var kælenavnet for Mick Mills, mangeårig kaptajn for Ipswich Town. Og når Robson gerne og ofte brugte ham som rollemodel, så var det for den professionelle tilgang til livet som fodboldspiller. Altid at yde sit ypperste, sætte holdet foran sig selv samt leve og træne seriøst. Det kom man længst med – specielt hvis talentet ikke var så åbenlyst som hos mange andre.

Men det var egentlig tilfældigheder, der gjorde Mick Mills til et klubikon og anfører i Ipswich Towns storhedstid i 70’erne og 80’erne. Rent faktisk pegede alt i retning af en karriere på den engelske sydkyst, men sådan gik det imidlertid ikke.

Midt i 60’erne løb han nemlig rundt som teenager i Portsmouth, hvor han var tilknyttet klubbens ungdomsafdeling. Men klubben fattedes penge, og i en regulær sparerunde besluttede ledelsen at lukke ned for akademiet. Nu stod mange talentener uden klub, hvilket naboerne fra Southampton udnyttede prompte. Mick Mills og hans unge holdkammerater blev alle inviteret til prøvetræning, thi Southampton villa da gerne gafle de bedste.

Men Mills var åbenbart ikke overbevisende nok. I al fald blev han ikke tilbudt kontrakt. Men i sommeren 1965 fik han chancen i Ipswich. Han blev først tilknyttet som amatør og blev senere samme år optaget som lærling. Han skrev under på sin første professionelle kontrakt med klubben i januar 1966. Og så var hullet til en karriere på seniorniveau slået.

Ved sin ankomst til Ipswich lod han sig indkvartere på Crofton Road 5 km. fra Portman Road. Her drev Charlie Cowie sammen med sin kone et mindre herberg, hvor en del af klubbens unge spillere boede. Cowie havde selv spillet for klubben i årene op til 2. verdenskrig, så var den perfekte vært for akademi-spillerne.

Første gang han troppede op på Portman Road spillede han såkaldt Inside forward, hvilket bedst kan sammenlignes med en offensiv midtbanespiller i moderne fodbold. Men det blev som back, at han slog sit navn fast de næste mange år. Ind imellem blev han ganske vist skubbet frem på den centrale midtbane. Men Mills og back kom til at hænge ubrydeligt sammen.

Mills debuterede på førsteholdet som 17-årig den 7. maj 1966 i en 5-2-sejr over Wolverhampton i den daværende 2. division. Over de kommende år fik han flere og flere kampe, og fra sæsonen 1968-69 må han betragtes som fast inventar på holdet. Således fik han 35 af de 42 mulige ligakampe, og i januar 1969 blev han noteret for sit første ligamål i 2-0 sejren over Burnley.

Ugen efter tiltrådte en ung Bobby Robson som manager i Ipswich, og de to udviklede fra første færd et tæt samarbejde. Robson kunne stole på Mills og så ham som kommende leder. Og i januar 1971 blev han endda udnævnt til anfører for holdet, selvom han kun var 22 år og 22 dage. Men Robson ville gerne bygge sit kommende hold omkring nogle yngre profiler, bl.a. fordi der udspillede sig flere interne magtkampe mellem ham og de nogle af de mere rutinerede kræfter i truppen.

Den første opgave som kaptajn er i FA Cup machen mod West Bromwich Albion, som besejres sikkert med 3-0 på Portman Road. Mills bliver dermed den yngste anfører i klubbens historie på det tidspunkt.

I begyndelsen spillede Mick Mills overvejende pladsen som højre back. Men da en ung skotte ved navn George Burley også bejlede til den plads, måtte Bobby Robson blande sine kort. Han ville gerne have plads til Burley, og så rykkede han ganske enkelt Mills over som venstre back. Og sådan gik til det til, at Mills spillede langt de fleste kampe i den blå trøje som venstre back – og da landsholdet senere blev et tema var det som højre back! Hos Ipswich blev det endda også til en del optrædener på den centrale midtbane, når skader og karantæner gjorde det umuligt at stille med de oplagte navne.

Landsholdet
Allerede i oktober 1972 var der bud efter ham til det engelske landshold. Den daværende landstræner, Alf Ramsey, øjnede en træningskamp mod Jugoslavien som en fin test af den unge Ipswich-back. De 90 minutter på Wembley ender 1-1, men Mick Mills slipper ikke heldigt fra sin debut. Generelt har England en del kvaler med de tekniske jugoslavere, der med stjerne Dragan Džajić i spidsen sætter Mills på overarbejde.

Som en lille kuriositet bør det i øvrigt nævnes, at det engelsk mål blev sat ind af Joe Royle, der senere som manager fik nogle fine år i spidsen for Ipswich Town.

Den ikke alt for overbevisende præstation kostede Mick Mills andre muligheder for England i lang tid. Der gik således fire år, inden han igen kaldes i nationens tjeneste. Men fra midten er 70’erne bliver der i højere grad brug for Town-backens færdigheder. I 1976 bliver det til yderligere 7 kampe, og de kommende år er han mere eller mindre fast, når den engelske landsholdstrup udtages.

I 1980 var uheldet ude, da Millsy brækkede håndleddet i sæsonens sidste kamp mod Manchester City. Pludselig er en sikker plads i den engelske EM-trup til den kommende slutrunde i Italien ikke så sikker mere. Han får hånden i gips, men alle kan ånde lettet op, da han efter et par uger får gipsen af igen. Bruddet heler som det skal, og så kan Mills melde sig klar.

Han får følgeskab af Paul Mariner, men fornøjelsen bliver kort. England ryger ud allerede efter indledende puljespil, og samme skæbne overgår Holland, der har Frans Thijssen med i truppen. Forventninger er ellers ikke små til England. Landets fodboldfans er sultne, fordi nationens stolthed har misset fire slutrunder på stribe. Ikke siden VM i 1970 er det lykkedes at kvalificere sig til en EM- eller VM-slutrunde.

To år senere går det dog noget bedre, da en verdensmester skal findes i Spanien. Sommeren 1982 bliver mindeværdigt for Mick Mills, der udnævnes til anfører for holdet, da ikonet Kevin Keegan er skadet. England ryger ganske vist ud i mellemrunden, men holdet taber ikke en eneste kamp, og det er kun målscoreren, der sender Vesttyskland videre på bekostning af Three Lions. I kølvandet på det triste exit melder den nu 33-årige Mills, at det nu er slut med landsholdet. Han ender på 42 kampe for England – heraf var de 40 fra start.

Triumfer i Ipswich
At Ipswich er ved at transformere sig fra bundhold til tophold, får man den første forsmag på i 1973. I ligaen bliver det til en flot 4. plads, hvilket udløser billet til UEFA Cup’en. I maj vinder mandskabet den såkaldte Texaco Cup – en turnering sat i stand for hold i England og Skotland, der ikke havde kvalificeret sig til europæisk fodbold.

Følgende hold deltog i turneringen, som faktisk blev taget temmelig seriøst: Coventry City, Crystal Palace, Ipswich Town, Leicester City, Newcastle United, Norwich City, Sheffield United, West Bromwich Albion, Wolverhampton Wanderers, Ayr United, Dundee, Dundee United, Hearts, Kilmarnock, Motherwell, St Johnstone.

Finalen blev afviklet over to kampe, og I maj 1973 stod Ipswich Town som den ene part mod ingen andre end lokalrivalerne fra Norwich City. De blå vandt begge opgør med 2-1, og med de samlede cifre på 4-2 kunne Mick Mills løfte trofæet. Det var ikke den mest sexede turnering at vinde, men det et signal om, at fede tider ventede lige om hjørnet for både Mills og klubben.

I årene efter bider Ipswich sig fast i toppen, og i 1975 er man kun to point fra at hjemføre mesterskabet, men Derby County løber med titlen. Sideløbende når Ipswich frem til semifinalen i FA Cup’en, og den stille back er en solid hjørnesten i det hele.  Men West Ham bliver endestation efter to dramatiske semifinaler. Først spiller de to hold 0-0, og i omkampen taber Ipswich 1-2.

Tre år efter den tabte FA Cup-semifinale mod West Ham fører han imidlertid holdet hele vejen til Wembley og FA Cup-sejr. Ganske vist har de rollen som underdog mod Arsenal, men Ipswich sidder på de hele i de 90 minutter og vinder fortjent – men alt for lidt – med 1-0 på et halvsent mål i det 77. minut.

Mick Mills har efterfølgende ved flere lejligheder understreget, at nok var han stolt over at lede England ud på Wembley og til VM-slutrunden i 1982. Men det kunne ikke slå følelsen, han blev ramt af den dag i maj 1978. FA Cup’en var langt mere vigtigt dengang end nu, så ryggen var rank som aldrig før, da han stod i spidsen for sine holdkammerater. For ham kunne det ikke blive større.

De efterfølgende år høster Mills & Co. endnu mere hæder og sølvtøj. Ipswich begynder at spille det mest interessante fodbold. Ikke bare i England, men også i hele Europa.  Købet af de to hollændere, Frans Thijssen og Arnold Mühren, er banebrydende i engelsk fodbold, der i årtier har lukket sig om sig selv. Primært fortid man betragtede sig som verdens førende fodboldnation, der ikke kunne lære meget udefra.

Fra 1970 til 1976 spiller han samtlige 42 ligakampe i 5 af de 6 sæsoner. En bedrift, der overvejende kan lade sig gøre, fordi Mills lever professionelt, er i den rette træning og ikke altid er forrest i køen, når spillerne er på vej i byen. I 76-77 sæsonen er han så overbevisende, at han udtages til Årets Hold for den bedste engelsk række.

I 1980-81 sæsonen kulminerer det hele, og havde det ikke været for den smalle trup, havde Ipswich Town vundet The Treble. Et forspring i ligaen blev formøblet i slutspurten, hvor kampene hobede sig op. Ipswich blev offer for sin egen succes, hvor en semfinaleplads og finaleplads i UEFA Cup’en, betød 20 flere kampe end hvad Aston Villa måtte igennem.

Og så løb Villa med titlen. Til gengæld blev der igen brug for Mills evner som pokalkløfter, da AZ 67 Alkmaar blev besejrer i UEFA Cup finalen over to kampe. Triumfen var et pænt plaster på det åbne sår, som det missede mesterskab havde efterladt.

Ipswich-dominansen kommer også til udtryk, da Årets Spiller i England skal vælges. Der er to årlige afstemninger: Én kåres af spillerne selv, og én vælges blandt journalisterne. Og der er Ipswich-spillere overalt. Mick Mills kåres som nr. 2 blandt journalisterne, der har holdkammeraten Frans Thijssen som vinder. John Wark løber med hæderen valgt af spillerne selv.

Sæsonen efter bliver Ipswich atter nr. 2 i den engelske liga. Denne gang er det Liverpool, der spolerer drømmen om at hjemføre en titel, og 81-82 markerer afslutningen af en ære. Manager Bobby Robson forlader klubben for at tiltræde posten som engelsk landstræner. Ledelsen vælger hans assistent, Bobby Ferguson, som afløser, men det bliver aldrig nogen succes. Mick Mills og Ferguson får aldrig et frugtbart samarbejde op at stå, og i november 1982 forlader han Portman Road.

Hans sidste optræden i den blå dragt finder sted på Anfield Road, hvor Liverpool vinder 2-0 i Liga Cup’en. Få dage efter betaler Southampton 50.000 £ for Mills, der er 33 år på tidspunktet. Mange år efter transferen fortæller den tidligere anfører, at han slet ikke ønskede at forlade Ipswich. Men han følte sig uvelkommen og presset ud af klubben af Bobby Ferguson.

Få dage før sin debut for Southampton viser han sin professionelle side, da hans bror findes død i sin garage. Alligevel insisterer han på at gennemføre sin første kamp, selv om alle ville have haft forståelse for en udsættelse. Han får tre flotte sæsoner hos The Saints, som han i 1984 er med til at vinde sølv kun tre point efter Liverpool.

Manager-vejen
I 1985 er tiden inde til en ny udfordring. Mick Mills sættes i forbindelse med managerposten i Portsmouth, men det bliver Stoke City, der løber med det tidligere Town-koryfæ. Han hyres som spillende manager i den næstbedste række, men det er kun i sine første sæson, at han for alvor er aktiv inden for kridtstregerne med 31 kampe.

Han kan ikke løbe fra alderen, og opgaven som manager kræver mere og mere. Ledelsen slås med store økonomiske udfordringer, og de bedste spillere må løbende sælges. Mills formår ikke at føre holdet tilbage til den bedste række, men opgaven er nu også nærmest umulig.

Undervejs bliver han sat i et moralsk dilemma. Det er sommeren 1987, og Ipswich har fyret Bobby Ferguson. Manageren der havde skubbet Mills ud af bagdøren på Portman Road. Det gamle ikon var én af folkets store favoritter til den ledige post, og Ipswich bad Stoke om lov til at en indledende snak med ham.

Men Stoke-ledelsen vil ikke af med sin manager og nægter at lade parterne mødes. Mills optræder loyalt mod sin arbejdsgiver og bliver. Senere har han dog indrømmet, at den beslutning nok var en fejl. Han burde havde forladt Stoke få at stå helt fri, sådan at han kunne drøfte en mulig fremtid med Ipswich. Han fik aldrig siden muligheden for en genforening med klubben, der betød så meget for ham.

Takken for sin loyalitet blev en fyreseddel kun halvandet år senere. Mills havde op til 1988-89 sæsonen ganske vist fået lidt penge at hente spillere for, men Stoke fik en rædselsfuld start. I november 1988 lå holdet sidst i den næstbedste række, og han havde kun formået at hente to sejre i 19 ligakampe.

Mick Mills blev fyret, og Alan Ball blev hentet ind som brandslukker. Men heller ikke han formåede at vende tingene. Stoke strøg ned i 3. division med et brag efter en sidsteplads med blot 37 point og hele 14 point op til den rigtige side af nedrykningsstregen.

Arbejdsløshed var dog ikke et tema for Mills. Et par måneder efter sin afskedigelse tog han imod et tilbud fra Colchester. Holdet lå i bunden i 4. division og stod til at rykke ud af liga-systemet og ned i Conference League for første gang i 40 år. Manageren var trådt tilbage, og Mills fik en fin start med 3 sejre og en uafgjort i de første 4 kampe. Men ballonen kunne ikke holde gas, og da Colchester tabte 6 ud af de sidste 8 kampe rykkede holdet ud. Mick Mills sagde op og stod nu atter uden job.

I oktober 2013 hædres den gamle kaptajn Mick Mills for sin indsats for Ipswich Town (741 førsteholdskampe mellem 1966 og 1982). Millsy udnævnes nemlig som æresdoktor på University of Suffolk, men det er ikke første gang den sympatisk anfører modtager hæder og anderkendelse fra det officielle England. Tilbage i maj 1984 tildeles han således ordenen ”Most Excellent Order of the British Empire” – også blot kaldet MBE. Den gives til personer, der har repræsenteret landet på værdig vis.

Den solide back, der blev anfører for Ipswich Town i en alder af bare 21 år, var ikke kendt som den mest teknisk stærke spiller. Men han leverede sjældent en dårlig indsats, og med sin stabilitet blev han i mange år en uvurderlig brik på og uden for banen. Millsy var kendt for sin fair indstilling og typisk britisk sportsmanship, og han blev hurtigt en kulturbærer på Portman Road.

Retssagen
I 2013 er Mick Mills involveret i en grim retssag, der er anlagt af George Blackstock. Hele fodbold-England følger tæt med fra sidelinjen, fordi den er potentiel bombe under dem. Kort fortalt har Blackstock anlagt sagen mod Stoke City, hvor han hævder at have været udsat for seksuelle overgreb i sin tid som ungdomsspiller i perioden 1986-88, hvor Mick Mills i en del af tiden var manager.

Overgrebene skulle angiveligt have fundet sted som en del af en machokultur, der ganske givet også eksisterede i andre klubber. Ville Blackstock få medhold, frygtede de derfor, at det ville vrimle frem med lignende sager, og at de mere fattige klubber kunne trues økonomisk, når de skulle udbetale erstatninger.

George Blackstock blev aldrig professionel, og med henvisning til, at overgrebene havde ødelagt den mulighed, ville han have en erstatning, der svarede til 5 års lån i en Conference League klub (femte bedste række).

Retssagen opruller flere gruelige hændelser, der har ceremonilignende karakter. Bl.a. bliver ”The Glove” omtalt, hvor den tidligere målmand, Peter Fox, spiller en hovedrolle. Mens Blackstock fastholdes med vold af holdkammerater, smører Fox midlet Ralgex på en målmandshandske, der efterfølgende føres op i endetarmen på Blackstock.

Ralgex er en type smertelindrende smørelse – altså en creme eller salve – som bruges til at lindre muskelsmerter, ledsmerter og forstuvninger.

Den virker ved at skabe en varmende effekt på huden, som øger blodgennemstrømningen til det område, hvor den påføres. Varmefølelsen kan hjælpe med at afslappe musklerne og reducere smerte. Ralgex indeholder typisk aktive stoffer som methylsalicylat, menthol og nogle gange capsaicin (det stof, der gør chili stærk).

Mick Mills er ikke direkte anklaget for at have udøvet noget, men det påstås, at han var velvidende om, hvad der foregik. Men når han alligevel valgte at vende det blinde øje til og ikke greb ind, så havde han et medansvar.

Keeper Peter Fox nægter at ”The Glove” har fundet sted, selv om et vidnet bekræfter historien. Til gengæld indrømmer han et andet ritual kaldet ”The teapot”. Her blev Blackstock og andre ungdomsspillere holdt fast med en brændende varm tekande presset mod ballerne. En afstraffelse primært anvendt overfor unge spillere, der var lidt for smarte og ikke umiddelbart ville indordne sig under omklædningsrummets herskende hierarki.

Det lykkedes forsvarsadvokaterne at få afvist sagen ved domstolen, bl.a. med henvisning til at straffe, drillerier og indvielsesritualer har været almindelige i klubber over hele verdenen. Og at det ville være forkert at anvende nutidens værdier på fodboldspillere fra 1980’erne med ordene:

 “Skal vi begynde at rette op på noget, som man for 20, 30 eller 40 år siden måske ikke engang opfattede som forkert? Der er sket et skift i samfundets holdninger.”

Dommeren sagde, at det var vigtigt at skelne mellem denne sag – hvor der ikke påstås seksuel motivation – og andre historiske sager fra 1980’erne. “Det er en handling med seksuel konnotation, selv i 1986, men der er ingen seksuel tilfredsstillelse,” sagde han.