Kim & Sarah blev Sheeranficeret
Ikke færre end 9 gange har Kim Christiansen, medlem af Den Danske Supporter Club, set Ipswich Town i forgangne sæson i Premier League. Og som om, det ikke var imponerende nok, så varmede han op med testkampen mod Düsseldorf sidste sommer.
Størstedelen af kampene har været i selskab med Sarah Kragh Hessner, der ud over at være Kims bedre halvdel også er medlem af Den Danske Supporter Club.
Og lørdag havde de atter taget turen til Portman Road – men denne gang var det ikke for at se Ipswich Town spille, men i stedet for at overvære én af Ed Sheerans tre koncerter på hjemmebane.
90.000 koncertgænger vil fordelt over fredag, lørdag og i dag søndag, se den rødtoppede hitmager lægge endnu et lag til i fortællingen om en fodboldklub og en lokal popsnedker.
Sarah har sendt os en buket billeder, der tydligt viser en by og et stadion i ét med en verdensstjerne, der ene mand giver så meget til lokalområdet.













