Ipswich og Middlesbrough enige om Hackney
Ifølge TWTD har Middlesbrough accepteret en pris fra Ipswich inklusive bonusser på £15m (130m kr.) for deres unge midtbanestjerne Hayden Hackney.
Prisen ligger dermed under de £20m, der ellers har været nævnt (bl.a. på denne side) som Ipswich’s bud på Hackney, der var en del af Englands nykårede U21-europamestre og dermed holdkammerat med Omari Hutchinson.
Samtidig skulle den personlige aftale mellem Hackney og Ipswich også indeholde en ugeløn, der ligger under de £35.000, som har været fremme.
Middlesbrough har i øvrigt allerede afløseren klar. Klubben har netop købt den 20-årige Abdoulaye Kante for £3m fra Troyes i den franske Ligue 2.
Inden vi glæder os for tidligt, er det dog værd at notere sig, at Hackney tøver i håb om, at en Premier League-klub springer til i sidste øjeblik.
Indtil videre skulle Ipswich dog være de eneste, som har givet et seriøst bud på spilleren. Men som det altid er tilfældet i den slags handler, kan omtalen af aftalen med Ipswich – og at prisen er lavere end rygtet – være en strategi fra spillerens agent for at ‘ryste træet’ for at lokke nye bejlere frem.
Skulle aftalen lande på £15m, så kommer vi ikke til at sætte transferrekord for en Championship-klub. Hvem den tilhører, kan du læse her.
