OPTAKT: Norwich – Ipswich
Så er det endelig D-dag igen. I morgen lørdag gælder det sæsonens andet opgør om håneretten i East Anglia. Det er 121’ene gang Norwich og Ipswich tørner sammen og med sejren tilbage i oktober, sikrede vi den 44’ene sejr over vores ærkerivaler – Canariefuglene står noteret for 43 sejre.
Vi har bragt os i en ret fordelagtig position i betræbelserne på at rykke direkte tilbage til Premier League i første hug – når det er sagt, så er det i væsentlig grad betinget af både Middlesbrough og Millwall har smidt en del point på det sidste. Vi er dog ubesejret i de seneste 8 kampe og har dermed også selv gjort en del af arbejdet til vi pt. indtager 2.pladsen i Championship – på en klart bedre målscore, med samme antal point som både Middlesbrough og Millwall.
Vi har to kampe i hånden ift. vores nærmeste medbejlerne til 2.pladsen (Coventry har mere eller mindre sikret sig 1.pladsen) og spekulationerne går heftigt på – hvor mange point skal vi hente i de sidste 7 kampe for at beholde 2.pladsen helt til slut. Skrbenten her vover det ene øje og forudser 13 point i de sidste 7 kampe (dvs. 85 point i alt), vil være nok til at sikre Ipswich direkte oprykning til Premier League. Men meget kan forsat ske og situationen kan nå at ændre sig flere gange inden 46. og sidste spilledag i Championship den 2.maj.
Vi må ikke helt glemme lørdagens modstander. Norwich er stille og roligt efter en katastrofestart på sæsonen, hvor de første 7 hjemmekampe alle blev tabt (!!!) – kravlet op på 9.pladsen i Championship. Canariefuglene har (for en gangs skyld) revanche til gode og der er ingen tvivl om det bliver en meget svær kamp for os – vi har udover håneretten klart mere på spil end vores ærkerivaler, som sikkert vil gøre alt for at stikke en kæp i vores hjul der snurrer i retning af Premier League.

Form

Ser man isoleret på perioden fra nytår og frem til nu – så er Norwich det hold i Championhip der har fået flest point = 34 point – til sammenligning har Ipswich høstet 31 point siden nytår. Af de seneste 15 kampe har Norwich vundet de 11, en kamp er endt uafgjort og tre kampe er tabt – to af de tabte kampe er begge med 1-0 på udebane mod hhv. Middlesbrough og Southampton, mens det tredje og sidste nederlag kom på hjemmebane med 1-2 mod Birmingham.
Ipswich har vundet 11 af de seneste 18 kampe – fem kampe er endt uafgjorte og to kampe er tabt. Vi er ubesejret i de seneste otte kampe (fem sejre og tre uafgjorte). På udebane har vi vundet tre af de seneste 5 kampe og kun tabt til Wrexham.
Modstanderen
Det er noget af en forvandling vores ærkerivaler har været igennem siden vi havde besøg af dem i starten af oktober. Manager Liam Manning blev fyret en måneds tid efter 3-1 nederlaget på Portman Road oven på en serie på 11 kampe uden sejr og han nåede dermed kun 4 mdr. i den varme stol på Carrow Road.

Ind kom begiske Philippe Clement og man kan roligt sige han har formået at vende skuden hos vores gul-grønne naboer i East Anglia. Efter en lidt svingende start der betød Norwich ved nytår lå helt nede på 23.pladsen i Championship og dermed til nedrykning – så fik Phillipe Clement for alvor sat sit præg på holdet og siden er det bare gået op ad for Canariefuglene. I skrivende stund har Norwich faktisk forsat en spinkel chance for at snige sig med i playoff – men det kræver et nærmest totalt kollaps af både, Southampton, Wrexham og Derby.
Under Philippe Clement har Norwich stillet op i en 4-2-3-1 formation og i enkelte kampe i en 3-4-2-1 formation. The Canaries har de sidste knap to år udviklet sig til at være lidt af en danskerklub og det skyldes uden tvivl danske Johannes Hoff Thorup var manager på Carrow Road fra sommeren 2024 – men den tidl. cheftræner for FC Nordsjælland blev fyret efter under et år i jobbet pga. for ustabile resultater. Vi tager et kig på danskerne hos Norwich og et par af de øvrige pt. mest fremtrædnede spillere.









Talisman er fortid
Det kom som noget af en bombe midt i januar, at den blandt Norwich-fansene ultra populære Josh Sargent var blevet sendt ned at træne med U/21-holdet. Den amerikanske landsholdsangriber havde sendt en sms til manager Philippe Clement og meddelt han ikke følte sig i stand til at spille med i FA-cup kampen mod Walsall – dette skete i kølvandet på rygter om MLS-klubben Toronto havde afgivet et bud på den målfarlige angriber. Efter 6 uger i skammekrogen på U/21-holdet og sideløbende forhandlinger kom en handel i stand i slutningen af februar – Toronto måtte hoste op med 17 mill. £ i en deal der på sigt, kan komme til at give Norwich yderligere 3 mill. £. Dermed et uventet farvel til Canariefuglenes talisman.

Nyt fra Norwich-lejren
Midtbanespilleren Mirko Topić og angriberen Ante Crnac er begge ude med korsbåndsskader til et godt stykke ind i næste sæson. Papa Amadou Diallo (venstre wing) og er ude med en muskelskade og den 20-årige nordirske landsholdsforsvarer Ruairi McConville vendte tilbage fra den seneste landsholdssamling med en knæskade og ventes ikke at blive kampklar til på lørdag. Den tjekkiske højre wing Matěj Jurásek er også meldt ude af lørdagens kamp med en fodskade.

Backen Kellen Fisher er nyeste på skadeslisten og meldes tvivlsom til på lørdag – den engelske U/21-landsholdsspiller der kan anvendes i både højre og venstre side, måtte udgå midt i 2.halvleg i mandags mod Millwall med et slag på knæet.
Nyt fra Ipswich-lejren

Wes Burns og Ivan Azon missede begge 2.påskedags kamp mod Birmingham – førstnævnte skulle havde spillet i mandags, men blev skadet i dagene op til kampen og er også meldt ude af lørdagens kamp, mens spanieren er tvivlsom. Leif Davis er omsider tilbage efter tre spilledages karantæne, som har taget en hel måned at udstå.
Bud på start 11’er mod Norwich

Kieran McKenna har flere dilemmaer at skulle forholde sig til ift. de 11 spillere han sender på banen fra start på Carrow Road. Ifølge Kieran McKenna selv – så handler det i resten af sæsonen om én kamp ad gangen. Det kan kun tolkes på én måde, at der ikke vil blive spekuleret så meget i rotation og det bliver vurderet fra kamp til kamp, hvad er det stærkeste hold vi kan stille med.
Skal Leif Davis direkte tilbage på holdet efter en hel måned ude med karantæne ? – skal en måske ikke 100% fit Azor Matusiwa spille fra start ? – skal Marcelino Nunez spille fra start og fra første fløjt forfølges med buhen fra 25.000 “forrådte” Norwich-fans på sin tidl. hjemmebane ? – er Jaden Philogene klar til en plads i start 11’eren ?
Skribenten her tror på et ja til de tre første ovenævnte dilemmaer og et nej til det sidste og her et bud på de 11 spillere der starter mod Norwich.
Christian Walton
Darnell Furlong – Dara O’Shea – Cedric Kipre – Leif Davis
Azor Matusiwa – Dan Neil
Kasey McAteer – Marcelino Nunez – Jack Clarke
George Hirst
TV
Kampen vises live på SKY og Viaplay. Flere Ipswich-supportere har meldt sin ankomst på Charlie Scotts Pub i Kbh. I det jyske er der også meldt om der kaldes til samling på The Golden Lion i Århus – men det er ikke blevet endeligt bekræftet stedet viser kampen.
Der var en gang på Carrow Road…
Vi har kun formået at vinde to gange på Carrow Road siden 1992 – det var i 2006, som er omtalt i historien om The Canary Crusher og derudover i 2003. Sidstnævnte dykker vi ned i herunder og ser desuden på de to seneste gange vi trods alt har fået det ene point med hjem i bussen ad A140.
