Thomsen endte i Ipswich med norsk hjælp og 12 min. VHS-bånd

Et 12 minutters hjemmelavet VHS-bånd, en klog klausul og en norsk mellemand var ingredienser bag Claus Thomsen skifte fra AGF til Ipswich i sommeren 1994. Selv om opholdet på Portman Road ikke var en ubetinget sportslig succes, så blev købet en god forretning for Ipswich Town – og fansene husker ham stadig som en god spiller.

Claus Thomsen var aldrig den type spiller, der fyldte forsiderne uge efter uge. Han var ikke flamboyant, ikke højtråbende og ikke en spiller, der byggede sin karriere på spektakulære driblinger eller store overskrifter. Alligevel blev han i 1990’erne en af de mest respekterede danske spillere i udlandet. For mange Ipswich-fans står han stadig som et af de få lyspunkter i en af klubbens mørkeste perioder, og blandt danske fodboldfolk bliver han ofte nævnt som en af de mest alsidige og undervurderede landsholdsspillere fra sin generation.

Thomsen blev født i Aarhus den 31. maj 1970 og kom gennem ungdomssystemet i AGF. Allerede som teenager blev han betragtet som et usædvanligt talent. Han var oprindeligt forsvarsspiller, men havde tekniske evner, der gjorde ham lige så anvendelig på midtbanen. Hvor mange danske forsvarsspillere på den tid primært blev vurderet på fysik og duelstyrke, havde Thomsen også ro på bolden og et naturligt blik for spillet. Han debuterede for AGF som blot 18-årig i 1988 og blev hurtigt fast mand.

I AGF udviklede han sig til en profil i en periode, hvor klubben stadig havde ambitioner om at udfordre toppen af dansk fodbold. Han var med til at vinde bronzemedaljer i 1991 og pokalturneringen i 1992. Samtidig var han anfører på flere danske ungdomslandshold og deltog ved OL i Barcelona i 1992. Det var her, mange første gang fik øjnene op for ham uden for Aarhus. OL-turneringen blev sportsligt en skuffelse for Danmark, men Thomsen havde etableret sig som en af landets mest interessante spillere.

I AGF spillede Claus Thomsen sammen med nordmanden Jan Halvor Halvorsen, som havde en kontakt i Ipswich Town i England, som sagde, at den unge AGF’er lige skulle lave et videobånd med lidt højdepunkter fra karrieren.

Claus Thomsens mor sørgede for at optage, når Claus Thomsen var i fjernsynet. Hun sendte et ordentlig stak VHS-bånd til sønnen, som klippede dem ned til 12 minutter og sendte optagelserne til den engelske fodboldklub. De havde set rigeligt og tilbød Claus Thomsen en kontrakt.

Vi har været i kontakt med Jan Halvor Halvorsen, der bekræfter historien. Nordmanden tilbragte i begyndelsen af 80’erne ti måneder på reserveholdet som 18-årig under Bobby Robson i forsøg på at tilspille en kontrakt.

Klubben var egentligt indstillet på at skrive kontrakt med ham, men de meget strikse regler om arbejdstilladelse satte en stopper for projektet.

Men Halvorsen – der siden opnåede nærmest gudestatus i AGF og Aarhus – bevarede kontakte til Charlie Woods, der har assistent for Bobby Robson og ansvarlig for reserveholdet. Og han fortæller til den danske supporterafdeling, at det netop var Charlie Woods, der var bindeleddet mellem AGF, Ipswich og Claus Thomsen.

Alt for billig
Overgangssummen lød på bare 250.000 £, hvilket var lavt – alt for lavt. Thomsens værdi var langt højere, men AGF havde kort forinden været i økonomiske problemer. Claus Thomsen var derfor gået med at gå ned i løn. Til gengæld fik han indført et loft på en eventuel transfersum i aftale.

Det var et kløgtigt træk af den unge dansker, og det var tilmed Ipswich held. Den investering skulle nemlig senere vise sig at være solid med en tårnhøj forretning.

Men Ipswich befandt sig i en vanskelig periode. Klubben var under manager John Lyall begyndt at sakke bagud økonomisk og sportsligt. Thomsen ankom til et hold, der kæmpede desperat for overlevelse.

Hans første sæson i England blev brutal. Ipswich endte med at rykke ud af Premier League i 1994-95, og holdet blev senere beskrevet som et af de svageste Premier League-hold i turneringens tidlige historie. Men mens klubben faldt sammen omkring ham, voksede Claus Thomsen som spiller. Han blev hurtigt en af fansenes favoritter på Portman Road, fordi han kombinerede hårdt arbejde med teknisk kvalitet. Han kunne spille stopper, sweeper, defensiv midtbane eller central midtbane og udfyldte ofte flere roller i samme kamp.

Det er ganske fortællende, at Thomsen faktisk endte som topscorer for Ipswich med fem mål i sæsonen, der ellers bød på vanskeligheder fra start.

Danskeren var nemlig skadet og netop opereret, så man skulle frem sidst i september ’94, inden han fik debut. Det skete i et skuffende 0-3 nederlag hjemme i Liga Cup’en til Bolton. Men tre dage senere gik det meget bedre. Her fik han sin ilddåb i Premier League med en hjemmekamp mod Manchester United. Ipswich vandt overraskende 3-2, og Thomsen lagde op til den første mål.

Mange Ipswich-fans husker især hans spilintelligens. Han var ikke hurtig, men evnen til at læse spillet var bedre end hos de fleste. Samtidig havde han en elegance med bolden, som ikke altid var almindelig i datidens engelske bundhold. På et tidspunkt, hvor engelsk fodbold stadig var præget af direkte spil, fremstod Thomsen næsten kontinentalt orienteret.

Landsholdet
Men det opstod lys i mørket i den kedelige nedrykningssæson, hvor holdet vandrede fra det ene nederlag til det andet. Thomsen blev nemlig pludselig udtaget til det danske landshold.

Netop i denne periode kom hans landsholdskarriere for alvor i gang. Richard Møller Nielsen udtog ham i foråret 1995, og Thomsen har siden fortalt, at udtagelsen kom som en overraskelse. Ipswich var netop rykket ned, og han forventede ikke, at en spiller fra et nedrykket engelsk hold ville blive prioriteret. Men debuten mod Makedonien blev en succes, og Thomsen leverede ifølge egne erindringer en af sine bedste landskampe. Danmark vandt 1-0.

Hans alsidighed gjorde ham værdifuld for Danmark. Han kunne dække flere positioner og passede godt ind i den pragmatiske tilgang, der stadig prægede landsholdet efter EM-triumfen i 1992. Da Danmark kvalificerede sig til EM 1996 i England, var Thomsen med i truppen.

EM-slutrunden blev karrierens største internationale oplevelse. Danmark røg ud allerede efter gruppespillet, men Thomsen spillede samtlige tre kampe fra start. For en spiller, der blot et år tidligere var rykket ud af Premier League med Ipswich, var det en bemærkelsesværdig udvikling.

Det huskes bl.a. at han i den første kamp (1-1 mod Portugal), blev fuldstændig tørret i sin første aktion. Elegante Rui Costa lavede nemlig en tunnel på Thomsen

Sidste dans med Ipswich
Selv om Ipswich rykkede ned, blev Thomsen. Det styrkede hans status blandt fansene yderligere. I Championship-forløberen First Division blev han en af holdets ledere. Ipswich var tæt på at nå playoff-pladserne, men formåede aldrig at tage det sidste skridt tilbage mod Premier League.

Efter to og et halvt år i Ipswich kom næste store skridt. I januar 1997 købte Everton ham for omkring 900.000 pund. På papiret lignede det et fremskridt. Everton var en større klub med større ressourcer og højere profil. Men virkeligheden blev mere kompliceret.

Han ankom til en klub præget af uro. Joe Royle, der var manager for Everton, var ved at miste momentum, og stemningen omkring Goodison Park var anspændt. Thomsen fik en del kampe, men blev aldrig den succes, mange havde håbet på. Hans mest berømte øjeblik i Everton-trøjen blev desværre et selvmål i Merseyside-derbyet mod Liverpool. Kampen endte 1-1, og episoden hænger stadig ved, når Everton-fans ser tilbage på hans ophold.

Senere har flere beskrivelser peget på, at Thomsen aldrig følte sig helt hjemme i Evertons miljø. Han var vant til at være en central figur i Ipswich, mens han på Merseyside blev en del af en mere kaotisk organisation med konstante forandringer.

Her i blandt et managerskifte, hvor Howard Kendall kom til. Han havde gjort Everton til et storhold i midt 80’erne, men meget havde ændret sig siden. Under en træningssession skulle Thomsen have slukket tørsten og fik fat i sin vanddunk. Men danskeren havde taget fejl og stod uvidende med Kendalls flaske. Den indeholdte ikke vand …. men spritus!

Fodboldinvalid i Wolfsburg
Efter lidt over et år vendte han tilbage til Danmark og skrev under med AB. En overgang så det ellers ud til, at Lyngby kunne tage ham på lån. Thomsen var interesseret i at tage til de kongeblå for at få spilletid, men Everton ville kun sælge. Ikke låne. Og så trak Lyngby følehornene til sig igen.

Opholdet i AB blev kort, men viste igen, hvor eftertragtet han var. Efter blot et halvt år kom endnu et udenlandseventyr, denne gang i Bundesligaen hos VfL Wolfsburg.

I Wolfsburg genfandt han noget af den status, han havde haft i Ipswich. Han blev en leder i omklædningsrummet og bar endda anførerbindet i flere kampe. At en dansker i en relativt ung Bundesliga-klub fik den rolle, siger en del om den respekt, han nød. Men det var også her, karrieren begyndte at smuldre fysisk.

Der findes flere små historier fra Wolfsburg-perioden, som fortæller noget om hans personlighed. Da han opgav anførerrollen, skyldtes det ikke konflikt eller utilfredshed. Han forklarede åbent, at han havde brug for mere mentalt overskud, og at sproget i hektiske kampsituationer gjorde opgaven vanskeligere. Den form for ærlighed var ikke specielt almindelig i professionel fodbold omkring årtusindskiftet.

Skaderne blev gradvist værre. Først mindre problemer, senere alvorlige rygsmerter. Thomsen brugte enorme mængder tid på behandling. På et tidspunkt kørte han dagligt lange afstande for at modtage specialiseret behandling. 100 km hver vej i to måneder hver dag for at modtage den bedste behandling Han opsøgte eksperter i både Berlin, Hannover og München. Ingen kunne finde en holdbar løsning.

Situationen blev så alvorlig, at Wolfsburg stoppede lønudbetalingen under sygdomsforløbet, og Thomsen måtte leve af en privat forsikring, han selv havde tegnet. Han fortalte senere, at han stadig kunne huske de gode tider i Ipswich, hvor alt fungerede mere stabilt. Det er en bemærkning, der siger noget om, hvor positivt han så tilbage på årene i Suffolk.

Hans sidste professionelle kamp blev næsten symbolsk. Han scorede i kampen, men kroppen kunne ikke mere. Kort efter stod det klart, at ryggen var så ødelagt, at karrieren måtte afsluttes. I 2002 blev han erklæret fodboldinvalid som blot 31-årig.

På landsholdet nåede han 20 A-landskampe mellem 1995 og 1999. Han scorede aldrig, men han udførte den type arbejde, som trænere sætter pris på, og som ofte går under radaren hos offentligheden. Han kunne lukke huller, flytte position og udføre taktiske opgaver uden at klage.

Efter karrieren holdt han sig tæt på sporten. I en årrække arbejdede han som tv-ekspert, især med fokus på engelsk fodbold og Premier League. Mange danske seere lærte ham at kende som en rolig og analytisk kommentator, der forklarede spillets detaljer uden de store armbevægelser. Han uddannede sig også inden for ejendomsmæglerbranchen, et område han allerede havde interesseret sig for før gennembruddet som professionel spiller.

Per dags dato laver Claus Thomsen imidlertid ingenting. Har har trukket sig tilbage, og som vi har forstået det, har han intet civilt erhverv.