10 indkasserede mål på fire kampe: Kjell Scherpen er kommet skævt fra land i Ipswich
Kjell Scherpen blev hentet til Ipswich i sommer fra Union Saint-Gilloise for 8,5 mio. £ (+ potentielt 2,5 mio. £ i add-ons) – for at være klubbens nye nummer ét, men hollænderen har fået en vanskelig start på tilværelsen i Premier League. Vi dykker ned i den hollandske målmands præstationer – som giver anledning til en vis bekymring.
Ipswich har fået seks point ud af sæsonens første fire Premier League-kampe. På papiret en ganske fornuftig start, men for vores nye målmand har de første par måneder i England imidlertid været lidt af en blandet fornøjelse på det personlige plan. Den 26-årige hollænder har allerede måtte hente bolden ud af nettet hele ti gange i fire kampe og selv om langt fra alle scoringerne kan tilskrives den hollandske målmand, så har usikre præstationer betydet der allerede er kommet fokus på Ipswichs nye sidste skanse.

Fra solid debut til fem indkasserede mål på Old Trafford
Det begyndte ellers udmærket. Ipswich åbnede sæsonen med en 2-1-sejr på hjemmebane over Sunderland, og Kjell Scherpen kom gennem sin Premier League-debut uden de store problemer. Næste kamp var på forhånd ventet som noget vanskeligere og på Old Trafford blev Ipswich sendt hjem med et 5-2-nederlag til Manchester United.
Fem indkasserede mål i en kamp vil altid se voldsomt ud for en målmand, men Kjell Scherpen var langt fra eneansvarlig og ingen af de fem scoringer kan betegnes som deciderede drop. Manchester United skabte masser af muligheder og hollænderen leverede også flere redninger undervejs – men skibenten her vil dog mene, at ved Manchester Uniteds udligning til 1-1 ser den tidl. Union SG-keeper ikke voldsomt selvbevidst ud. Med sin enorme fysik burde han være kommet længere ud af sit mål og forsøgt at stresse Bruno Fernandes til en måske hasarderet afslutning – nu blev han stående tilbage og formåede ikke at dække det korte hjørne af. Godt nok var der saft og kraft i portugiserens afslutning, men han fik alt for lette betingelser.
Derudover kom han i fokus ifm. Bruno Fernandes’ straffespark – her forsøgte den enorme hollænder at psyke United-anføreren ved at placere sig markant til den ene side af målet, hvilket Bruno Fernandes ikke lod sig påvirke af og scorede sikkert til 3-1. Efterfølgende blev Kjell Scherpens ageren ifm. straffesparket kritiseret og beskrevet som småarrogant og naiv i pressen, samt på flere sociale medier.

Kostbar start mod Liverpool
I hjemmekampen mod Liverpool gik der kun knap 10 minutter – så var det mere eller mindre game-over på Portman Road og her må man sige Kjell Scherpen ikke så særlig heldig ud ved begge Liverpools scoringer. Ved den første scoring dækker han ikke godt nok af ved den nærmeste stolpe på en afslutning, som en Premier League-målmand gerne skal have bedre styr på. Ved 0-2 bliver hollænderen fanget langt ude i straffesparksfeltet på en dyb stikning til Alexander Isak og guderne må vide, hvorfor han ikke tager 7-8 skridt tilbage for at dække sit mål bedre af efter Jacob Greaves var halset tilbage og fik skærmet af – i stedet for var målet åbent som en ladeport og den svenske landsholdsangriber kunne derfor behersket nærmest trille bolden i kassen.
Nu blev det som bekendt ved 2-0 til Liverpool og den hollandske målmand spillede sig faktisk noget op i resten af kampen med flere gode redninger. Men skaden var sket og når man (som Kjell Scherpen) er ny målmand i Premier League, så bliver der for alvor lagt mærke til fejl.

Sejr over Crystal Palace fjerner ikke bekymring
Kampen i lørdags på Selhurst Park blev en kamp der efter kampforløbet skulle ende med Ipswich tog alle 3 point og det skete heldigvis også med lodder og trisser. Men igen efterlod Kjell Scherpen ikke noget overbevisende indtryk.
Tidligt i kampen sendte Kjell Scherpen en dårlig aflevering direkte i retning af Adam Wharton og forærede Crystal Palace en stor mulighed. Ved Crystal Palaces første scoring snitter afslutningen marginalt Leif Davis, men den hollandske målmand kan se bolden hele vejen og alligevel ryger bolden i kassen i det lange hjørne. Ved The Eagles udligning til 2-2 kan man måske forsvare Kjell Scherpen med det var en fremragende afslutning fladt i det lange hjørne – men han reagerer noget langsomt og falder ret tungt.
Sent i kampen ved stillingen 2-2 kunne en fejl af Kjell Scherpen være blevet uhyre kostbart – et indlæg fra Will Hughes får hollænderen ikke fat i og bolden dumper ned for fødderne af en en helt fri Crystal Palace-spiller der heldigvis sender sin afslutning over et tomt mål.

Christian Walton venter i kulissen
Kjell Scherpens usikre præstationer i de tre seneste kampe har næppe gået manager Gary O’Neil’ næse forbi. Men det handler også om at vise en ny-indkøbt spiller tillid og derfor er den hollandske målmands plads i buret nok ikke lige umiddelbart truet. Men vi skal for alt i verden ikke ud i en ny “Aro Muric-gate” og måske den største fejl Kieran McKenna begik for to år siden – ved at give den kosovoske landsholdsmålmand alt for lang snor. Først knap halvvejs gennem sæsonen mistede vores daværende manager troen på Aro Muric efter han vel samlet set havde kostet 6-7 point.
Med en stærk præstation i aften mod Arsenal i Liga-cuppen, kan Christian Walton for alvor banke på til at få chancen i Premier League på bekostning af Kjell Scherpen. Skribenten her tror dog ikke, at der kommer et målmandsskifte allerede på lørdag mod Everton – der er dog ingen tvivl om Kjell Scherpen skal levere et par overbevisende og fremfor alt sikre præstationer i de kommende par kampe i Premier League ellers må Christian Walton havde chancen.

