Jens Walter Hansen
Alder:
53 år
Bopæl/by:
Borup på Midtsjælland
Town-fan siden:
Kan ikke huske det 100 %. Kan huske at Ipswich blev nr. 2 efter Aston Villa i 1980/81 sæsonen. Havde en god kammerat der var Villa fan. Og kan faktisk ikke fortælle den egentlige grund til at det lige blev Town. Men det har jo uden tvivl været på grund af Tipslørdag, hvor jeg har set en kamp med dem, og så er jeg blevet forelsket i den smukke blå farve. Fik 81/82 hjemmesættet som det første merchandise, da mine forældres gode venner, havde det med hjem fra London. Det var fantastisk at gå rundt i lille Borup i det dress. Og har stadig trøjen, selv om den dog er lidt for lille nu.
Bedste Town-minde:
Det er sjovt nok fra den første Town kamp jeg så på Portman Road. Ud over at være der for første gang, se dem vinde, opleve stemningen mm, så er der en ting der har sat sig fast i mig for altid. Kampen var sidste ligakamp mod Sheffield United og hvis alt flaskede sig, kunne vi rykke op.
Stemningen var forrygende og stadion kogte op til kampstart. Sangen Singing the Blues havde lydt gennem højttalerne, og der var en overdøvende larm. Det blev så sagt, at der skulle holdes 1 minut stilhed for Sir Alf Ramsey, der var afgået ved døden 10 dage før.
Da dommeren fløjtede, var der fuldstændig helt og aldeles ro på stadion. Ikke en eneste person skulle lige råbe eller noget, som man desværre altid ser nu til dags. Stadion var så tavst at man på et tidspunkt kunne høre en dør åbne og lukke på tribunen under os. Jeg sad med fuldstændig rejste hår på mine arme, og har vel aldrig før eller senere været mere stolt over at være fan af lige netop Ipswich Town.
Værste Town-minde:
Det er uden tvivl den dag i 1986, da Terry Butcher bliver solgt til Glasgow Rangers. Butcher var den sidste af den gamle garde der forlod skuden. For mig var det sidste søm i kisten. Det hold som jeg havde forelsket mig i, var nu splittet helt og aldeles. Så længe han spillede der, var der stadig et eller anden håb for at de nok skulle gå, men det forsvandt sammen med ham. Men håbet kom jo heldigvis igen og lever i bedste velgående.
All-time favorit Town-spiller
Det er uden tvivl Terry Butcher. Helt sikkert ikke den største boldbegavelse der har optrådt i den blå trøje, men i min optik den med det største hjerte. Han var der altid 100 %. Gav og tog imod uden nogen former for brok. Og scorede jo faktisk en pæn portion mål for en forsvarsspiller.
Og er jo så heldig at have mødt ham flere gange de senere år.
Nuværende favorit Town-spiller:
Må desværre erkende, at jeg ikke har en egentlig favoritspiller. Jeg mener klart at Delap er vores bedste og vigtigste spiller. Men jeg er nok lidt for gammeldags. I dagens fodboldverden, hvor spillere skifter klub, så snart de øjner en højere løncheck, og man derfor aldrig ved om de er væk i morgen, har jeg det lidt svært med at have en egentlig favoritspiller.
I mine øjne skal man være i klubben i en årrække for at blive rigtig stor. Sikkert også grunden til at det er Francesco Totti der er min GOAT i fodboldverdenen.
Har du set Ipswich live:
Som nævnt første gang i 1999. Og har efterfølgende været på Portman Road 21 gange. Og det er også blevet til lidt udekampe samt træningskampe i Danmark.
Dansk favoritklub:
Det er Vejle Boldklub. Første hold jeg så spille live i Aarhus mod AGF, da jeg var 6-7 år gammel. Min mormor kom fra Vejle, så derfor holdt jeg med de røde, og har gjort det lige siden. Og selv om jeg har haft sæsonkort de sidste 10-12 sæsoner, kommer jeg der ikke så tit, som jeg ville ønske.
Anekdoter (hvis nogle) i forbindelse med Ipswich – det kan være alt lige fra noget fra Ipswich-ture til kampe set på pub eller noget her tredje:
Da Ipswich i 2005 købte den af alle totalt ukendte nordmand Vemund Brekke Skard, som var deltids prof i den norske 2. division samtidig med at han læste til lærer, valgte Michael at købe reklamen for ham i kampprogrammerne for den sæson.
Da der ikke var penge i kassen til at betale dette, lavede han en konkurrence, hvor der kunne købes lodder. Der var så vidt jeg husker 3 præmier. Hovedpræmien var en spillertrøje med hele holdets autografer på. Jeg købte fluks halvdelen af lodderne. Jeg vandt trøjen. Om der var reel lodtrækning eller Michael bare mente jeg skulle vinde, ved jeg faktisk ikke.
Trøjen skulle overrækkes på banen i pausen, næste gang supporterklubben var på plads på Portman Road. Det blev desværre ikke til noget, og jeg husker ikke helt hvorfor. Men trøjen har jeg stadig.
Det skal dog nævnes at jeg, som sikkert en af de få danske fans, er nævnt med navn i et kampprogram. Det var i forbindelse med Manchester United kampen i 2002. Jeg havde fødselsdag på kampdagen og min daværende kæreste havde haft fat i Kenneth, uden jeg vidste noget. Og Kenneth havde sørget for, at der var en meget pæn fødselsdagshilsen til mig.
Så da vi på kampdagen var i shoppen, som den gang var den meget lille shop, købte jeg som sædvanlig mit program og blev nærmest hyldet af personalet shoppen, da de andre fortalte, at det var mig ,der var ham, der havde fødselsdag. En dejlig overraskelse, som helt sikkert også er et minde jeg aldrig glemmer.
