25 år med op- og nedture

Ipswich Town og brug af spillere af egen avl har i årtier hængt sammen. Romantikere vil kalde det et bevidst og prisværdigt valg – kynikere vil kalde det en nødvendighed, fordi man ikke havde pengene. Sandheden ligger nok et eller andet imellem de to udsagn.

Det er efterhånden omkring 30 år siden, at daværende manager George Burley byggede nogle spændende hold op med adskillige talenter som vigtige brikker. Navne som Kieron Dyer, Richard Wright, James Scowcroft, Titus Bramble og Darren Bent blev profiler, og Ipswich Town høstede anerkendende blikke fra den engelske fodboldverden.

En opgørelse over akademispilleres spilletid målt i minutter pr. sæson viser, at de dækkede hele 22% af spilletiden i Ipswich i 2000-2001. Her blev det til en flot 5. plads i Premier League, og det var primært Richard Wright, Titus Bramble og James Scowcroft, der bidrog med mange minutter.

Sæsonen efter faldt tallet til blot 6%. Hovedsageligt fordi Richard Wright og James Scowcroft begge havde forladt klubben. Manager George Burley hentede endvidere flere udenlandske navne, der tog en del af den spilletid, der kunne være gået til egne talenter.

De unge år
I årene efter (mellem 2002 og 2011) sker der imidlertid en meget stor ændring. Det er i disse år, at man anvender flest egenudviklede spillere. Med den rutinerede manager Joe Royle i spidsen bliver der mere og mere plads til sine egne, og det er imponerende, at han næsten formår at rykke tilbage i Premier League med en blanding af unge, urutinerede spillere og ”left overs” fra andre klubber”. Og det tilmed med charmerende offensiv fodbold.

Men nu var det ikke fordi, Royle fortrinsvis ønskede at anvende talenter, eller fordi ledelsen pludselig så sig selv som en talentfabrik, der skulle udvikle spillere med salg for øje. Næ, det skyldtes økonomisk smalhals, hvor man slikkede sårene efter halvandet år under administration.

I Joe Royles to sidste år var brug af egne spillere tårnhøjt. I 2004-2005 stod de for 40% af spilletiden, og firkløveret Richard Naylor, Darren Bent, Tommy Miller og Ian Westlake var det mest anvendte.

Sæsonen efter peakede brugen, hvor 42% af minutterne var besat af egen avl. Det er stadig det højeste tal for en enkelt sæson, når man kigger 25 år bagud i tiden. Den gang var det navne som Richard Naylor, Matt Richards, Owen Garvan, Lewis Price og Shane Supple, der fik tallene i vejret. De to sidstnævnte var i øvrigt begge keepere, og de nærmest delte spilletiden imellem dem.

Keane og McCarthy var ikke til ungt kød
I årene efter daler procenten gradvist. Først under Jim Magilton (2006-2009) som manager og siden under Roy Keane (2009-2011). Da Keane bliver fyret i 2011 er tallet skrumpet til 21% og frem mod 2018 falder tallet yderligere. Det er primært årene under Mick McCarthy, hvor egne talenter hat svært ved at få spilletid. I 2016-2017 samt 2017-2018 er man således helt nede i 9%. McCarthy havde ikke mange penge at handle for, men han var dygtigt til skumme resterne fra de riges bord, når han hentede rutinerede ”plug-and-play” spillere på fri transfer. Retfærdigvis ser det også ud som om, at akademiet i de år ikke var i stand til at levere vare. Den uortodokse back, Myles Kenlock, var således den akademispiller med mest spilletid (han fik ca. 2.700 minutter ud af 8280 mulige minutter i McCarthys to sidste sæsoner).

Siden steg tallet og rundede de 30% i 2020-21 overvejende båret af unge spillere som Luke Woolfenden, Flynn Downes, Andre Dozzell og Teddy Bishop. Når tallet fra 2018 og årene frem steg, var det ikke kun fordi akademiet atter var i stand til at skabe brugbare spillere – det var også i de år, hvor den daværende klubejer, Marcus Evans, øjensynligt begyndte at investere mindre og mindre i klubben.

Kieran McKenna overtog roret i 2021 og havde 13% i sine første sæsoner. Men i den nuværende 2024-25 sæson er det nu blot 5% af kampminutterne, der er besat med egne talenter. Luke Woolfenden har været den gennemgående figur i McKennas sæsoner, men også Harry Clarke har et fint bidrag. Clarke blev ganske vist hentet i Arsenal, men han fik oprindeligt sin opvækst på Ipswichs akademi, hvorfor han tæller med i statistikken.

McKenna har faktisk kun taget én akademi-spiller ind i sine trupper. Woolfenden var allerede etableret, Clarke blev købt i Arsenal (og altså ikke bragt direkte ind fra akademiet), så reelt bør man kun tælle Cameron Humphreys med. Han har over tre sæsoner opnået 1040 minutter, eller hvad der svarer til lige over 11 hele kampe. Det er ikke meget, men McKenna ville ikke sælge den unge midtbanespiller i sommers og lod ham i stedet udleje til Wycombe i den tredje bedste række. Så måske vanker der flere optrædener frem over for Humphreys.

Tommy Smith er målt på antal spillede minutter den spiller, som Ipswich Town har fået mest ud af fra sit eget akademi. Den solide forsvarsspiller er ganske vist født i Macclesfield i England, men som barn flyttede han med familien til New Zealand. Først som teenager returnerede han til England, hvor Ipswich så ham an ved to prøvetræninger i 2005 og 2006. Han blev optaget på klubbens akademi i anden ombæring som 16-årig.

Han fik ligadebut i august 2008 (1-2 nederlag mod Preston hjemme på Portman Road). I alt blev det til 247 ligakampe, inden han i januar 2018 skiftede til Colorado Rapids i USA. Transfersummen er ikke oplyst, men bud på omkring de 500.000 £ er nok ikke helt ved siden af.

Ifølge MLS Players Association tjente han i 2019 en grundløn på $600.000 USD, hvilket gjorde ham til den højest betalte newzealandske spiller i den amerikanske liga på det tidspunkt.

I februar 2020 var han imidlertid tilbage i britiske bold, hvor han de kommende år tørnede ud for Sunderland, Colchester og MK Dons. I februar 2024 skiftede han til australske Macarthur FC, og siden sommeren 2024 er det Auckland United i New Zealand, der har betalt hans løn. Og her er man så tilfreds med den nu 35-årige stopper, at samarbejdet er forlænget til at dække den kommende 2025-2026 sæson.