Tag med supporter club’en til Portman Road: Ipswich-Manchester United
Vil du med til Portman Road og se Ipswich Town i godt selskab andre medlemmer af den danske Supporter Club?
Vi kan nu løfte sløret for sæsonens fællestur til Portman Road. Vi har fået billetter til Ipswich – Manchester United lørdag d. 17. april 2027 kl. 15:00 (UK tid).
Oprindeligt havde vi udset os kampen mod Tottenham, men klubben har i stedet tildelt os matchen mod Manchester United. Ikke noget dårligt bytte.
Du skal være opmærksom på én ting. Kampen udvælges muligvis senere til TV-kamp, og så vil den blive flyttet. Til fredag, lørdag middag, søndag eller mandag. Derfor tilråder vi ikke at bestille fly og hotel, før det ligger fast.
Efter planen fastlægges kampen endeligt mellem d. 22. og 28. februar.
Er du interesseret skal du skrive til Kenneth Andersen via mail: kru-67(snabel-a)hotmail.com
Herefter vil du modtage bekræftende mail, ligesom der følger instruktioner om betaling af depositum. Det koster 450 kr. (skal dog først betales til marts).
Du skal selv booke fly, hotel mm. Det overlader vi til deltagerne selv, fordi der er så mange individuelle ønsker. På den led kan du rejse hvornår du vil, hvordan du vil og hvorfra du vil.
Men vi hjælper meget gerne med tips og oplysninger. Ræk ud til os, hvis du er i tvivl eller gerne vil have hjælp.
Hvem kan komme med?
Vi har plads til alle, og du behøver ikke at være et taktisk geni, der kan analysere en kamp ned til mindst detalje for at deltage.
Måske vil du bare gerne opleve stemningen på og omkring Portman Road. Eller måske vil du bare være en del af fællesskabet og mødes med os andre.
Vi bryster os af, at der er plads til alle. Vi har kun én betingelse: Du skal være betalende medlem af den danske Supporter Club. Det finder vi mest retfærdigt, fordi vi bruger temmelig meget tid på at arrangere disse ture – her under at deltage i møder med klubben. Så dem der bidrager til fællesskabet får altså noget igen.
Desuden er klubben meget opmærksom på, at det kun er Ipswich-fans, der får billetter. For riften om de eftertragtede adgangskort er steget.
Hvis du endnu ikke er medlem, så kan du for bare 125 kr. sikre dig medlemskab til den igangværende sæson. Det gør du her, hvor du også kan læse om de fordele og indhold, som vi kan give:
https://itfcdenmark.com/bliv-medlem/
